Christian "Nuunu" Rosing. Denne stenfigur står ved Valhallabygningen i TIVOLI siden 1. august 2006

Christian "Nuunu" Rosing, født den 29. april 1944 i Nuuk, Grønland. Bosat i Danmark.

Autodidakt : Naturalistisk multikunstner:
Billedskærer / Billedhugger / Modellør / Maler / Tegner

Arbejdsområder:
Billedhuggerarbejder i fedtsten, marmor, kalksten, granit, is, og sne. Billedskærearbejder i træ, elfenben, horn, rav, ben, rensdyrtak og messing. Billedkunstner indenfor vægmalerier, portrætter i olie og blyant, akvareller, pastelmalerier og tuschtegninger.

Andre arbejdsområder:
Kursusvirksomhed i Grønland og i Danmark indenfor stenarbejde, smykkefremstilling og oliemaleri.

Oprindelige uddannelser:
Tømrer/snedker, teknisk assistent, studievejleder, faglærer. Alle uddannelserne har jeg haft megen glæde af som kunstner og i forbindelse med min kursusvirksomhed.

Min drivkraft har fra barnsben af, har været mit hørehandicap. Hørehandicappet har skærpet min synssans og hukommelse i forhold til de ting jeg ser og oplever. Jeg arbejder meget med grønlandske motiver, men har det også fint med danske motiver.

Da min hørelse var bedre holdt jeg en del foredrag om Grønland og om mit eget liv som kunstner.

Om mig selv:
Jeg havde det svært i folkeskolen rent bogligt. Samtidig fandt jeg dog også ud af, at jeg var den bedste i klassen på det kreative område m.h.t. at tegne, male og lave sløjd.

I august måned 1958 kom jeg til Danmark i forbindelse med at min far skulle på kursus før han skulle tiltræde som forstander på Grønlands første højskole Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut/Holsteinsborg.

Under opholdet i Danmark, som for øvrigt kun skulle vare 8 måneder, skete den måske største katastrofe i Grønlands historie. M/S Hans Hedtoft med omkring 100 ombordværende gik ned nær Kap Farvel i januar 1959.

En af passagererne var daværende folketingsmand Augo Lynge, som min far var suppleant for. Dermed måtte min far indtræde i hans plads i Folketinget.

På det tidspunkt var jeg kun næsten 15 år, og mit liv i Danmark, som jeg aldrig havde drømt om nu var i gang, har betydet meget for mig på mange måder.

Det at være i en flok søskende på seks, og være den eneste der ikke havde gode skoleegenskaber, gav mig på det tidspunkt ret store komplekser. Det ville jeg gerne gøre noget ved, selv om jeg kun havde mine kreative egenskaber som værktøj. Til gengæld fejlede motivationen ikke noget.

Derfor begyndte jeg at låne bøger med gode billeder på biblioteket og lærte mig selv at tegne efter alle de grønlandske dyr. Her opdagede jeg noget mærkeligt. Efter at jeg havde tegnet et dyr kunne jeg vende og dreje det inde i hovedet, lige som man idag kan med en 3D-computer.

Denne evne fik jeg hårdt brug for senere da jeg begyndte at lave smykker i grønlandske materialer. Jeg fik igen brug for evnen senere under mine kurser, hvor jeg skulle vejlede eleverne.

Min private dygtiggørelse fortsatte faktisk i 30 år, hvor jeg testede mig selv gang på gang og tit blev forbavset over, hvor nemt jeg slap fra de nye opgaver jeg påtog mig.

Efter 30 års intenst arbejde kunne jeg over for mig selv bekræfte, at jeg havde nået en ligeværdig status med mine søskende. For mig var denne erkendelse alt besværet værd.

Hvis jeg skal sige noget om, hvilken opgave der har betydet mest for mig, så må det være "Den store sæl" i sten som står i dag ved Det Grønlandske Naturinstitut i Nuuk. Bortset fra at være den største stenskulptur der er lavet af en grønlænder, så betyder den for mig at jeg med denne skulptur kan vise min fødeby Nuuk's befolkning, at "Den lille svagelige og hørehæmmet dreng" i dag er blevet et selvstændigt og stærkt menneske.

Der findes en talemåde der siger at man skal være lidt skør for at være kunstner.

Talemåden kan jeg absolut nikke genkendende til, og her krydre den med følgende lille historie.

1961 blev jeg for første gang opereret fordi en mellemørebetændelse havde inficeret begge mine ører. Jeg var på det tidspunkt 16 år gammel. Operationen lykkedes, men patienten kunne stadigvæk ikke høre ret meget.

Men - nogle måneder efter, mens jeg stod under bruseren fik jeg én vandråbe i mit indre øre - jeg havde jo ingen trommehinder, så det resulterede i at jeg pludselig kunne høre naboens radio og folk ude på gaden i 10 sekunder.

Denne fantastiske oplevelse gav mig så stor en selvværdsfølelse, at jeg besluttede mig for at eksperimentere lidt med mig selv. Ved at bruge forskellige størrelser af vat totter som jeg havde fugtet i saltvand, og samtidig åbne vandhanerne ved håndvasken, hvor jeg ikke kunne høre vandet der fossede ud - satte jeg vat totterne ind i øregangen, og flyttede rundt på dem, indtil det gav den ønskede effekt. Efter ca. 4 måneder var jeg nået så langt i mine forsøg at jeg femdoblede min hørelse og når jeg så tog mit høreapparat på bagefter, var jeg tæt på at nå en "normal hørelse".

Da jeg kun var opereret på mit ene øre, og det uberørte øre krævede en lille vat tot, kaldte jeg vat totterne for 15 og 100 vat afhængig af hvilket øre jeg eksperimenterede med.

Men tro det eller ej, jeg skiftede vat i begge ører hver dag i 41 år. Først nu her for 3 år siden gik det helt galt så jeg skulle opereres igen. Operationen resulterede i at jeg først måtte være døv i knap to år, for at blive i stand til at høre igen.

På den måde levede jeg op til talemåden om at være lidt skør. Jeg har til gengæld holdt foredrag om min opfindelse som på en eller anden måde gjorde min hørelse bedre - noget som ikke kunne klares af nogen læger på det tidspunkt.

Skal man leve som naturalistisk kunstner, så er det også meget vigtigt at kunne høre naturen.

Jeg har levet af min kunst siden 1987 og selv om jeg aldrig bliver rig i økonomisk forstand så føler jeg mig meget rig indvendig. Hvis min udtryksform derfor ind imellem virker lidt "barnlig" så husk på at jeg ikke har fået noget særligt udbytte af folkeskolen i boglig forstand - faktisk har den side aldrig for alvor optaget mig. Til gengæld går jeg meget op i mit grønlandske sprog. Derfor sætter jeg en ære i at holde mit modersmål ved lige, selv efter 40 års ophold i Danmark.